-
Afgående Nuuday-topchef: Der er kun plads til én virkelig stor spiller i Danmark
المصدر: BDK Finans / 11 ديسمبر 2024 11:05:51 America/New_York
»Der er kun plads i Danmark til én virkelig seriøs spiller, som kan levere, hvad Danmark har brug for.« Topchefen gennem de seneste tre et halvt år for TDC-selskabet Nuuday, briten Jon James, er klarere i sine udmeldinger end ellers. Og han slår fast, at »der vil komme en form for konsolidering«, så der bliver færre tele- og internetselskaber i Danmark fremover. Om få dage forlader han jobbet, som han til gengæld ikke fortryder et øjeblik, at han tog som øverste chef for YouSee, Telmore, Hiper, Eesy, TDC Erhverv med flere dengang i sommeren 2021. »Dette har været mit hidtil sværeste job. Her var mest, der skulle ordnes,« siger han til Berlingske. »Da jeg ankom, sloges vi med at være det gamle monopol, som ikke kun svigtede kunderne, men var i seriøs tilbagegang og hurtigt ville stå i dybe vanskeligheder.« Han er stolt af på rekordtid »at have vendt forretningen og reddet den« ved at give kunderne en langt bedre oplevelse med »meget bedre produkter, meget bedre support og skabt en meget mere moderne forretning, som det er sjovere at arbejde i«. »Ethvert fjols kan hurtigt vende økonomien ved at gøre de forkerte ting. Det er sværere at vende den ved at gøre det rigtige,« siger Jon James. Han synes selv, at det er »imponerende«, at mobilkundetallet er vokset hvert kvartal, at kundetilfredsheden er vokset med mere end 20 point, at den underliggende EBITDA (driftsresultatet) i 2024 vil være i plus, og at Nuuday-selskaberne står som »de førende på markedet«, uanset om det gælder internetbaserede løsninger, sikkerhed, skrotningen af koncernens oldgamle it-systemer og indførelse af spritnye og moderne – eller nye produkter som senest YouSee Audio, som er en ny tv-boks med indbygget lydteknologi fra danske B&O. 25 procent færre ansatte »Det er ikke mig, der har gjort det. Mit bedste minde herfra er, hvor entusiastisk hele holdet har været. I et tidligere monopol forventer man, at holdet ikke rykker så hurtigt, udviser lidt modstand og ikke gennemfører ændringer så hurtigt, som det faktisk er sket. Jeg er meget imponeret af deres passion. Det er folk, der elsker, hvad de gør, og er motiverede til at ville gøre selskabet til noget, som Danmark kan være stolt af,« siger Jon James. Hans opskrift er muligvis anderledes, end mange forventer. »Det handler ikke om at presse ændringer igennem, men om ikke at forkludre det hele og samtidig overraske kunderne med produkter som YouSee Audio, priser og håndteringen, når de ringer. Flertallet af de ansatte er nu også ambassadører for Nuuday. Flere end halvdelen af de ansatte vil anbefale selskabet – ret usædvanligt og især i en stor omstilling,« siger Jon James. Han bringer selv på bane, at antallet af ansatte i Nuuday-koncernen i hans tid er skrumpet med 25 procent. »Ja, 25 procent er mange. Men har du set nogen forsideartikel i noget dansk medie om, at Nuuday har annonceret fyringsrunder? Det har der ikke været. Mit princip er, at vi skal skabe en effektiv organisation. Det gør os mere profitabel, men også sjovere at arbejde i. Den rette rækkefølge er at først at få styr på opgaverne og dernæst indrette stillingerne. Alt for mange skærer ned først og forsøger så at håndtere opgaverne bagefter, hvilket rammer kunderne,« siger Jon James. Han slår fast, at Nuuday skal være mere effektiv hver dag, men også gerne vil vokse. »Vi skal hyre flere salgsfolk, flere eksperter og sikre mere hjælp til kunderne,« siger han, men overlader det til sin efterfølger, 51-årige Christian Thrane, hentet hjem fra fire år hos British Telecom for at tage over 1. januar. Vinder på den fulde plade Nuuday vinder efter Jon James' mening på at være unik, fordi koncernen leverer alt: mobiltelefoni, fastnettelefoni (lidt endnu, for fastnettet er under nedlukning), internetforbindelser og tv. »Det kræver skala, international kompetence – og penge. For tre et halvt år siden aspirerede mange til at blive den store spiller i Danmark, fordi de så, at TDC/Nuuday fejlede. Jeg håber, at disse håb nu er lagt i grus. Vi er vågne, vi er førende, vi arbejder med kunstig intelligens, netværkskvaliteten er i top, TDC Erhverv investerer og udvikler sig i et omfang som ingen andre. Den virkelige sandhed om markedet er, at vi har etableret os som den førende, og der er ingen plads til en lignende spiller. Vores konkurrenter er nødt til at fokusere udelukkende på pris – og det gør de,« siger Jon James. Han forudser store udfordringer for energikoncernen Norlys, som i april 2024 købte Telias danske mobilforretning og føjede den til sin internet- og tv-forretning over Danmarks største fibernet. »Vores position bliver en særlig udfordring for Norlys. Jeg er sikker på, at deres køb af Telia bygger på forventningen om, at TDC/Nuuday ville fejle. Jeg håber, at vi nu har ødelagt deres forretningsplan. Vi er succesrige og dog ambitiøse og umulige at fange. Jeg mener, at vi har skala og teknisk ekspertise, som de ikke har,« siger Nuuday-topchefen selvsikkert og med humor i stemmen. Han ser Telenor – Danmarks næststørste telekoncern – som »en meget kompetent og seriøs spiller«, men hæfter sig ved, at den norskejede koncern i Danmark primært satser på mobiltelefoni og mobilt internet. »Nuuday er udelukkende i Danmark og investerer her for at gøre Danmark til flagskib. Det kan ingen andre operatører sige,« fastslår Jon James. Danskerne bruger flere penge Rent rosenrødt er Jon James' kundetal dog ikke. Selskabet holdt for to år siden op med kvartalsvis at offentlige det stedse faldende tv-kundetal, og også antallet af bredbåndskunder har set bedre dage og var ved udgangen af september 2024 128.000 mindre, end da han tiltrådte. »Mobil- og fiberabonnementer går meget fint. Her skifter forretningen fra en førerposition i den gamle verden til den nye verden. Ja, vi har et nettotab af bredbåndskunder, fordi fastnettet lukker (mange har stadig internetforbindelse gennem fastnetstikket, red.). Men ambitionen er klart at få det vendt og vise, at vi er førende og dermed det naturlige valg for dem, der har forladt os, og dem, der er blevet,« siger Jon James, som selv for et par år siden slog fast, at kernekunderne i Nuuday er mobil- og internetbrugerne, ikke tv-kunderne. Han hæfter sig ved, at Nuuday-selskaberne sælger flere produkter til kunderne. »Omsætningen er vokset i to år efter mange års tilbagegang. Vi har en meget klar strategi om at vokse hurtigt på både erhvervs- og privatkunder. Danskerne vælger år for år at bruge flere penge på deres abonnementer. At hæve prisen på et produkt er ikke noget værd, for da har man kun indtægten i et enkelt år. Ja, vi hæver også priserne, men sælger flere og bedre produkter, og især fiber- og mobilabonnementerne går godt. Historisk var vi den førende leverandør, primært fordi vi var dyrest. Nu er vi stolte af at være førende, ikke fordi vi er dyrest - ikke altid, i alle tilfælde -, men fordi vi har de bedste produkter,« fastslår Nuuday-topchefen. Lige nu har under 50 procent af alle Nuuday-selskabers kunder valgt både mobiltelefoni, internet og/eller tv fra samme selskab – altså flere produkter. »Flere og flere kunder vil købe flere produkter fra samme udbyder. Det vil gøre det hårdere og hårdere og hårdere for sælgere af enkeltprodukter som Fastspeed eller Telia og Telenor at få succes på den lange bane – desværre for dem,« siger Jon James med et skævt smil. Han forventer, at Nuuday vil rykke kraftigt fremad, når det store it-skifte er færdigt, så »it-spaghettien« med et utal af forskellige systemer ikke længere spænder ben for »kombinerede, attraktive tilbud«. Alle Nuuday-kunder med udelukkende mobilabonnementer blev i sommer flyttet til det nye system, der koster koncernen en milliard kroner. I de kommende uger starter alle YouSees nye tv- og bredbåndskunder her, og tidligt i 2025 flyttes alle YouSees nuværende kunder over. I løbet af 2025 vil alle privatkunder være skiftet. Herefter kommer turen til erhvervskunder, som på grund af flerårige kontrakter udgør en længere hale, inden de gamle systemer – internt kaldet for »dragen i kælderen« – endelig kan slukkes. Enorm respekt for danskerne Jon James' sidste arbejdsdag i Danmark er – nærmest uhyggevarslende – fredag den 13., nemlig december. Herefter flytter han med familien tilbage til Storbritannien. »Jeg skal stadig arbejde i telebranchen, men kan ikke fortælle med hvad. Først bliver der dog tid til at slappe lidt af. Jeg forlader Danmark med en enorm respekt for danskerne, og hvordan I fungerer sammen. Jeg har arbejdet i Sverige og Holland, men Danmark er første sted, hvor min kone også har boet her,« siger Jon James, som medgiver, at han aldrig nåede at få lært dansk. Han »forlader et samfund, hvor tingene virker«. »For en uge siden svigtede trafiklysene i et kryds på Østerbro. I New York havde det udløst kaos, måske et mord, og ingen trafik ville fungere. I London ville det medføre en masse råberi. I København gjorde det ingen forskel. Folk lod hinanden passere stille og roligt. Det er en fin metafor for den gensidige respekt. Det er en værdifuld egenskab i den moderne verden. Om det kan gentages i et land som Storbritannien med 70 millioner indbyggere, er nok et spørgsmål ... Men det viser den gensidige respekt, ro og ordentlighed, som verden mangler i dag,« siger Jon James fortrøstningsfuldt. https://www.berlingske.dk/virksomheder/afgaaende-nuuday-topchef-der-er-kun-plads-til-en-virkelig-stor